
1. september 2025
Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at Skjern Bank pr. 1. september 2025 åbner en ny afdeling i København – nærmere bestemt Amager.
Administrerende direktør Thomas Baun oplyser, at placeringen er nøje udvalgt, da vi ønsker at styrke vores relationer til såvel bestående som nye kunder i hovedstadsområdet og i særdeleshed på Amager.
Afdelingen bliver vores femte i hovedstadsområdet og markerer et vigtigt skridt i vores ambition om at være tilgængelige, nærværende og handlekraftige – dér hvor kunderne er.
Skjern Bank har på nuværende tidspunkt afdelinger i Hellerup, Carlsberg Byen, Virum og Hørsholm.
Vi tror på, at den bedste kundeoplevelse skabes gennem ægte nærvær og handlekraft. Derfor er vi stolte af at kunne åbne dørene til en afdeling, hvor vores rådgivere står klar til at møde kunderne med ordentlighed og engagement – og hvor tilgængelighed er i højsædet," udtaler Thomas Baun.
Stærkt team med solid erfaring
Den daglige leder af afdelingen bliver afdelingsdirektør Mads Lustrup. Han kommer med en stærk baggrund og erfaring fra pengeinstitutverdenen.
Mads Lustrup oplyser, at der er ansat nye privatrådgivere, og at vi den kommende tid vil udvide organisationen med flere privatrådgivere. Derfor ser vi frem til at høre fra potentielle nye medarbejdere, der gerne vil være med på en spændende rejse i Skjern Bank, Amager.
Indtil videre vil vort team have base i Skjern Banks afdeling i Carlsberg Byen, da vi ikke har fundet den rigtige adresse for den nye afdeling, men vi har øjne og ører åbne for at finde den helt rigtige placering til glæde for både kunder og medarbejdere.
Thomas Baun oplyser, at Skjern Bank oplever stor kundetilgang og opbakning i de bestående afdelinger i hovedstadsområdet, det er vi både stolte og ydmyge overfor - og er sikker på at det samme vil gøre sig gældende på Amager.
Både Thomas Baun og Mads Lustrup ser frem til at åbne dørene til den nye afdeling og til at byde kunder og relationer velkommen.
For yderligere oplysninger kan administrerende direktør Thomas Baun kontaktes på mail [email protected] eller telefon 2230 5608.